Froome vinder barsk bjergetape efter vild nedkørsel

Den forsvarende Tour de France-vinder, Chris Froome (Sky), er tilbage på toppen af Tour de France og overtager den gule førertrøje efter en sejr på 8. etape.

Froome viste samtidig nye sider af sig selv, da han grundlagde sejren med en halsbrækkende nedkørsel fra sidste bjergtop ned mod målstregen i Bagnères-de-Luchon.

Briten kom i mål 13 sekunder foran forfølgerne og får ovenikøbet ti bonussekunder for sejren.

I den samlede stilling er han nu 16 sekunder foran nummer to, Adam Yates (Orica-Bikeexchange).

Etapen, der gik over fire bjergtoppe i Pyrenæerne, betød endnu engang tidstab til den tidligere vinder Alberto Contador (Tinkoff), som blev sat af på den sidste stigning.

Feltet blev undervejs reduceret til seks danske ryttere, da Michael Mørkøv som den første rytter overhovedet i dette års Tour måtte forlade løbet.

/ritzau/

Dagens Gossip