Fru Osbourne taler ud om Ozzys utroskab

Skrevet af admin

11/05/2016

Dagens topnyheder

Ægteparret Osbourne befinder sig i øjeblikket i en ægteskabelig udenomseskapade af dimensioner.

Den 67-årige Black Sabbath-stjerne Ozzy Osbourne har nemlig været sin 63-årige hustru utro, og nu er parret gået fra hinanden, bekræfter sangerens forsmåede kone.

- Jeg er ikke sammen med ham længere. Jeg har brug for tid for mig selv og til at tænke over, hvad jeg skal bruge resten af mit liv på, sagde Sharon Osbourne åbenhjertigt i programmet "The Talk", hvor hun selv er vært.

- Det er den rigtige beslutning for mig - jeg er 63 år, og jeg kan ikke leve sådan her længere, rasede hun i udsendelsen.

Men trods utroskaben har Sharon Osbourne dog svært ved at kalde parrets 33 år lange ægteskab for endegyldigt slut, indrømmede hun senere.

- Jeg elsker Ozzy af hele mit hjerte. Selv om vi ikke længere bor under samme tag, taler vi stadig sammen, og jeg kan ikke sige, hvad der sker mellem os i fremtiden, for jeg ved det ikke selv, lød det fra fru Osbourne, som dog ikke tørrede trillende tårer væk fra kinderne.

- Der er intet at græde over, så jeg har ikke tænkt mig at græde. Helt ærligt har jeg fundet min indre styrke frem og skal til at overveje, hvad mit sidste kapitel i livet skal bruges på.

Ozzy og Sharon Osbourne lukkede hele verdenen ind i de private gemakker i familiens realityshow "The Osbournes", som blev sendt fra 2002 til 2005. Her medvirkede parrets dengang tvære teenagebørn, Kelly og Jack, også.

Parret har også den pressesky datter Aimee sammen, og så har Ozzy Osbourne et adopteret og et biologisk barn fra sit første ægteskab.

/ritzau/FOKUS