Frustreret Ajax-profil: Ikke en kamp for mig

Skrevet af admin

10/10/2014

Dagens topnyheder

Danmarks U21-landshold fik ikke det håbede udbytte af den første playoff-kamp mod Island, som fredag aften slap fra Aalborg med 0-0.

Det defensive islandske spil gjorde det svært for det danske mandskab, ikke mindst for de spillere, der skal stå for de kreative indslag. Ajax-spilleren Lucas Andersen havde således en skuffende aften og blev udskiftet i anden halvleg.

- Det var frustrerende. Vi er vant til at spille en masse småspil oppe omkring feltet, men det var der ikke plads til. I stedet var der nogle slåskampe, indlæg og hjørnespark, så det var ingen superkamp for mig, siger Lucas Andersen.

Islændingene startede i en yderst forsigtig formation, og i anden halvleg opgav gæsterne nærmest alle angrebsbestræbelser for at holde det danske hold væk.

Det lykkedes flot, og det hidtil så målivrige danske talenthold skabte kun én stor chance i de 90 minutter.

- Vi fandt på ingen måde nøglen, men jeg har også sjældent mødt et hold, der står så langt tilbage på banen og spiller så destruktivt, som Island gjorde i aften. Men det virkede altså.

- Vi havde svært ved at finde mellemrummene, som vi plejer at spille i og måtte ty til andre midler, siger Lucas Andersen.

Nu har holdet tre dage til at finde en løsning på at knække det islandske forsvar inden returkampen i Reykjavik på tirsdag.

- Vi skal indstille os mentalt på, at det kan blive noget lignende i aften. Men hvis vi har en snert mere held, så kan vi måske komme hurtigt foran, og så skal de åbne sig, lyder det fra Lucas Andersen.

/ritzau/