Frustreret datter har ikke set sin far i fem år: Har du set Charlie?

Skrevet af Michael Lauritsen

05/11/2013

Dagens topnyheder

- Han skulle have en hjerteoperation på Rigshospitalet. Jeg besøgte ham én gang efter operationen. Men pludselig var han udskrevet, og så har jeg ikke set ham siden.

Sådan beskriver 29-årige Natacja Johansen fra København i korte træk bruddet med sin far, Charlie Danny Jørgensen.

Trods ihærdig søgen er det nu fem år siden, Natacja Johansen sidst har set sin far. Frustrationer over uvisheden har gjort, at hun har kontaktet Dagens.dk i håbet om, at der kan kastes lys over faderens skæbne. Selv frygter hun, at han bor på gaden i København.

LÆS OGSÅ: Far og datter genforenet: Dagens.dk's læsere fandt Charlie

Bruddet kom efter en årrække, hvor de to, ifølge Natacja Johansen, havde haft et godt forhold til hinanden.

- Jeg lærte først min far at kende som 16-årig. Min mor havde holdt mig væk fra ham i min barndom, fordi han vist ikke havde været så sød. Så det var min beslutning. Men det har været super og har gavnet os begge. Jeg fik en far, og han fik en datter. Han virkede rigtig glad, fortæller Natacja Johansen til Dagens.dk.

Charlie Danny Jørgensen havde, da hun lærte ham at kende, et alkoholmisbrug. Noget, hun hjalp ham af med. De to besøgte hinanden med jævne mellemrum og uden, at der var problemer.

Men for fem år siden blev Charlie Danny Jørgensen indlagt på Rigshospitalet. Han skulle have en hjerteoperation.

- Jeg nåede at kigge forbi hospitalet én gang efter operationen. Og da jeg efterfølgende ville ringe til ham, fik jeg at vide, at han ikke måtte tale i telefon, fordi han lå på hjerteafdelingen. Kort efter fandt jeg ud af, at han var blevet udskrevet. Hospitalet ville ikke oplyse yderligere af hensyn til tavshedspligt. Og politiet kunne heller ikke hjælpe, fordi der ikke var sket noget kriminelt, siger Natacja Johansen.

Lige siden har hun ledt efter sin far.

For to år siden fandt hun hans telefonnummer på nettet. Nummeret var registreret til et opholdssted i Roskilde. Men også her løb Natacja Johansen panden mod muren.

- De ville gerne bekræfte, at de kendte min far. Mere ville de ikke sige, forklarer hun.

Følg Dagens.dk på Facebook - Altid gratis nyheder og underholdning

Natacja Johansen har også forsøgt sig gennem faderens to kammerater. Begge er dog, ifølge hende, afgået ved døden på grund af alkohol.

I dag mistænker hun, at faderen bor på gaden. Eventuelt i København, hvor han er vokset op.

- Han har kun sin pension at leve af. Så det kunne meget vel være. Så vil det også give mening, hvorfor jeg ikke kan finde ham via kommunen eller hospitalet, siger Natacja Johansen.

Hun beskriver sin far som flyvsk. En mand, der har boet forskellige steder, men altid har vendt tilbage til København. Han er social og kan lide at være i centrum.

Gennem Dagens.dk håber Natacja Johansen, at hun kan få svar på alle de ubesvarede spørgsmål.

- Uvisheden er det værste. Jeg vil gerne vide, om han ligger eller står, og hvordan han har det.

Charlie Danny Jørgensen er født i 1958. Natacja Johansen fortæller, at han har tatoveringer på store dele af kroppen. Sidst, hun så ham, var han kraftig af bygning. Han er cirka 176 centimeter høj, gråhåret og har en høj pande. 

Angiveligt skulle han have (eller have haft) en søster i Næstved.

Billedet er angiveligt det sidste, der er taget af ham.

KLIK OG SE BILLEDET AF CHARLIE DANNY JØRGENSEN HER: