Frustreret læge: Jeg følger mig tvunget på pension

- Jeg er ked af hele situationen, for jeg føler, at jeg skuffer mine patienter. Men der er ikke noget at gøre. Hvis det er sådan, det skal være, så må jeg lukke min praksis. Og det er ikke en tom trussel. Det er helt reelt, siger Mogens Lyngshøj til Dagens.dk.

Han er 66 år og har i en menneskealder været privatpraktiserende læge i Esbjerg. Men nu kan det snart være slut, selvom det bestemt ikke er med Mogens Lyngshøjs gode vilje.

- Jeg kan jo godt bare gå på pension, men jeg synes, jeg har noget at byde ind med stadigvæk, så jeg havde bestemt regnet med at blive ved de næste fire-fem år. Men jeg føler mig tvunget til det, siger Mogens Lyngshøj.

Det er en igangværende konflikt mellem Danske Regioner og de privatpraktiserende læger, som kan ende med at koste Mogens Lyngshøj sin praksis. Under konflikten har parterne været uenige om en forlængelse af lægernes overenskomst, som udløb 1. april i år. I regionernes udspil til en ny overenskomst ligger blandt andet, at lærerne skal levere flere opgaver inden for en fastlagt økonomisk ramme.

Lægerne har sagt nej, og ifølge Mogens Lyngshøj så kan det da heller ikke lade sig gøre.

- Kommer der et diktat oppe fra om det her, så vi skal løbe stærkere og have flere patienter igennem hurtigere, så nedlægger jeg min praksis, for det kan jeg simpelthen ikke. Jeg har i forvejen en arbejdsuge på op til 70-80 timer, og jeg vil ikke være med til at bruge mindre tid på mine patienter, end jeg gør nu, forklarer Esbjerg-lægen, der kun er sig selv i sin praksis for at få det hele til at løbe rundt.

Mogens Lyngshøj langer i den forbindelse ud efter den måde, læger i Danmark bliver aflønnet på. Lige nu fungerer det sådan, at læger får et basishonorar og derudover et beløb på lige over 132 kroner per konsultation.

- Man omsætter patienter med virkelige problemer til en metervare, der bare skal ekspederes igennem. Det er ikke i orden, og hvis et lovindgreb betyder, at der skal endnu flere hurtigere igennem, så er det helt galt, mener Mogens Lyngshøj, der hellere så, at lægerne – ligesom i blandt andet Sverige og Norge – får en fast løn for deres arbejde.

Men er det ikke fair nok, at læger – ligesom alle mulige andre – skal være mere effektive?

- Jo, bestemt. Men vi taler altså om patienter her. Jeg vil ikke være tvunget til at sige til mine patienter, at jeg ikke har tid til at høre på dem. Det vil jeg simpelthen ikke være med til, siger Mogens Lyngshøj til Dagens.dk.

Der forventes et lovindgreb i konflikten i dagene omkring den 7. maj, hvis ikke parterne bliver enige om en ny overenskomst inden da.

Dagens Gossip