Frygt for ebola lukkede jobcenter i Berlin

Skrevet af admin

19/08/2014

Mest læste i dag

Frygt for ebola-smitte fik tirsdag politi og brandvæsen til at afspærre et jobcenter i Berlin-bydelen Prenzlauer Berg.

En 30-årig kvinde, der ifølge avisen Bild kommer fra Vestafrika, hvor den dødelige virus i øjeblikket er udbredt, besvimede i Jobcenter Berlin-Pankow på Storkower Strasse i den tyske hovedstad.

Da en medarbejder på jobcentret frygtede, at der kunne være tale om ebola, blev der straks slået alarm, og politi og brandvæsen rykkede ud i stor stil.

En brandmand på stedet bekræfter over for Berliner Morgenpost, at der er mistanke om en smitsom sygdom. Men fra officielt hold er dette ikke bekræftet af brandvæsnet.

- Det er fuldstændig uvist, hvilken sygdom kvinden har, siger en talsmand for brandvæsnet ifølge nyhedsbureauet dpa.

Folk på jobcentret blev isoleret, og embedslægen er på stedet. Men efter få timer fik de flere hundrede mennesker atter lov til at forlade jobcentret.

Det oplyser talsmanden for Berlins brandvæsen, Rolf Erbe, til Ritzaus udsendte medarbejder på stedet.

Brandvæsnet er nået frem til, at kvinden, der er af nigeriansk afstamning, kun har været i kontakt med to personer på jobcentret, så alle andre er nu blevet lukket ud igen.

Kvinden er ifølge Berliner Morgenpost blevet kørt til Virchow-klinikken på hospitalet Berliner Charité, der har Tysklands største kapacitet til isolation.

Den 30-årige kvinde har efter sit sammenbrud på stedet fortalt, at hun for nylig er vendt hjem fra et besøg i sit hjemland, hvor hun har haft kontakt til ebola-smittede.

Hun klagede ifølge avisen over kvalme og feber.

Ebola-smitte kan bekræftes via en blodprøve.

Verdenssundhedsorganisationen, WHO, meddeler tirsdag, at ebola de seneste tre dage har kostet yderligere 84 mennesker livet i Vestafrika, så det samlede dødstal nu er 1229.

/ritzau/