Frygt for Ebola sætter EU og Asien i beredskab

Den frygtede Ebola-virus, der de seneste måneder har spredt sig i Liberia, Sierra Leone og Guinea, er ude af kontrol, og frygten for den dødelige sygdom får regeringer langt væk fra smitteområdet til at tage en række forholdsregler.

I EU er to personer blevet testet for sygdommen efter mistænkelige symptomer - én i Spanien og én i Storbritannien. Ingen af dem var smittet med Ebola.

Den britiske udenrigsminister, Philip Hammond, kalder det for "en meget alvorlig trussel", mens EU melder sig klar til at håndtere situationen, hvis Ebola-virusset kommer til Europa.

- Vi kan ikke udelukke, at en smittet person kommer til Europa, men EU har midlerne til at spore og standse et udbrud meget hurtigt, siger en EU-kilde i Bruxelles til nyhedsbureauet AFP.

Siden marts er 1201 personer blevet smittet med Ebola. 672 af dem har ifølge sundhedsorganisationen WHO mistet livet.

- Omfanget af smitten er ekstremt bekymrende, og vi bliver nødt til at styrke vores indsats, før mange flere liv tabes, siger EU's kommissær for humanitær hjælp, Kristalina Georgieva.

Også i det tæt befolkede Hongkong frygter man Ebola-smitten. Her har myndighederne meddelt, at alle med mistænkelige feber-symptomer vil blive sat i karantæne for en sikkerheds skyld.

I Australien har myndighederne advaret folk mod at rejse til de smitte-ramte lande i Afrika, mens grænsevagter er blevet instrueret i at opdage Ebola-symptomer hos indrejsende.

Trods det øgede beredskab i både EU, Asien og Australien advarer Læger Uden Grænser mod, at der ikke eksisterer en overordnet fælles linje for, hvordan smitten standses.

- Denne epidemi er uden fortilfælde, fuldstændig ude af kontrol - og situationen kan kun blive værre, for den spreder sig stadig, siger Bart Janssens fra Læger Uden Grænser og tilføjer:

- Hvis situationen ikke forbedres hurtigt, er der en reel risiko for, at nye lande påvirkes.

Udenrigsministeriets borgerservice oplyser, at der ikke er restriktioner for rejser ind i hverken Liberia, Sierra Leone eller Guinea. Dog bør "ikke-nødvendige" rejser overvejes grundigt.

Borgerservice betegner risikoen for spredning af Ebola til Danmark som usandsynlig.

/ritzau/AFP

Dagens Gossip