Frygt for olieudslip fra kæntret fartøj

Skrevet af admin

03/02/2016

Dagens topnyheder

Frygten for et olieudslip fik onsdag Beredskabsstyrelsen til at sende 14 mand og materiel til Hvide Sande for at stå klar, hvis et kæntret installationsfartøj, der tidligt i morges lå kæntret i Nordsøen ud for den jyske vestkyst, skulle lække olie.

Fartøjet Sea Worker gik i sidste uge på grund to kilometer ud for kysten nordvest for Nymindegab, og her ligger det nu med bunden i vejret.

Herudover er et tysk miljøfly gået på vingerne for at overflyve området og lede efter eventuelle spor efter olie, fortæller vagtholdslederen ved Forsvarets Operationscenter til Ritzau.

Yderligere har Forsvarets Operationscenter sendt kystredningsfartøjet Emilie Robin ud til stedet, hvor to eksperter skal vurdere situationen.

- Der er forskelligt vraggods, der flyder rundt i vandet, men der er endnu ikke konstateret olie, siger vagtholdslederen til Ritzau.

For en uge siden blev 15 personer evakueret fra det samme fartøj, da det gik på grund i Nordsøen.

Installationsfartøjet var på vej til Esbjerg fra Frederikshavn.

Fartøjet har en platform med fire ben, der kan forlænges og sættes ned i vandet. Og det var begyndt at drive mod land, da der var kraftig pålandsvind, og det ikke havde nogen motorkraft.

Selskabet A2SEA, der ejer Sea Worker, skriver på sin hjemmeside, at fartøjet bruges til installation af havvindmøller.

/ritzau/