Frygt for sikkerhed aflyser kæmpe loppemarked i Lille

Skrevet af admin

05/08/2016

Mest læste i dag

Europas største loppemarked, der hvert år afholdes i den franske by Lille, og som tiltrækker omkring 2,5 millioner besøgende, er blevet aflyst af frygt for sikkerheden.

- Vi har virkelig gjort vores bedste, men der er risici, som vi ikke kan få formindsket, siger borgmesteren i Lille, Martine Aubry, ved en pressekonference fredag.

Hun tilføjer, at beslutningen om at aflyse loppemarkedet er "smertefuld".

- Loppemarkedets størrelse og den store folkemængde ville være umulig at kontrollere, udtaler Aubry ifølge Le Monde.

Markedet skulle vanen tro have været afholdt den første weekend i september.

Det er den seneste i en lang række kulturelle begivenheder, der er blevet aflyst i Frankrig efter angrebet i Nice på den franske nationaldag, 14. juli, der har kostet 85 mennesker livet.

Den franske forsvarsminister, Jean-Yves Le Drian, har udtalt, at landet befinder sig i en "krigslignende situation".

Udmeldingen kommer, efter at Frankrig det seneste halvandet år er blevet ramt af en lang række attentater. Senest blev en katolsk præst dræbt under en gidseltagning i en kirke i Saint-Etienne-du-Rouvray 26. juli.

/ritzau/AFP