Frygten for ebola aflyser VM i petanque

Petanque-spillere fra 48 nationer, heriblandt Danmark, har fået en ærgerlig besked. VM, som skulle have været afviklet i slutningen af oktober på eksotiske Tahiti i Fransk Polynesien, er blevet aflyst.

Mesterskaberne bliver afviklet samme sted i 2015. En dato er endnu ikke fastsat.

Det oplyser det internationale petanque-forbund på VM's hjemmeside.

- På grund af risikoen og usikkerheden i forhold til ebolas udbredelse i den kommende tid, og som en sikkerhedsforanstaltning, har Fransk Polynesien besluttet at udsætte VM til 2015, skriver forbundet på sin hjemmeside.

Blandt de 48 deltagerlande er også de afrikanske lande Benin, Elfenbenskysten, Djibouti, Guinea, Marokko, Mauritius og Senegal. Det er de lande, den polynesiske regering frygter vil udgøre en risiko for ebolasmitte.

Dansk Petanque Forbund havde udtaget sit VM-hold, men afventer nu det nærmere forløb, oplyser sekretariatschef Pernille Toft.

/ritzau/

Dagens Gossip