Frygter nedskæringer efter højesteretsdom

Sådan betegner Ældre Sagens direktør, Bjarne Hastrup, afgørelsen fra Højesteret torsdag, som slår fast, at Køge Kommune overholdt gældende lovgivning, da man beskar hjemmehjælpen til to af kommunens borgere i 2010.

»Der er nu åbnet op for, at kommunerne kan reducere i hjælpen til næsten ingenting, uden at der er nogen, der kan gribe ind,« siger Bjarne Hastrup.

Han hæfter sig ved, at afgørelsen i Højesteret ikke var enstemmig. To ud af fem dommere var ifølge Bjarne Hastrup enige i, at man ikke kan fjerne hjemmehjælpen helt.

»Det opmuntrer os i den videre kamp for en anstændig hjemmehjælp,« siger Bjarne Hastrup.

De to borgere, 87-årige Minna Jørgensen og 77-årige Svend Erik Hansen, fik frataget hjemmehjælpen i 2010. Svend Erik Hansen havde gener efter at have fået to nye hofter og et nyt knæ, og Minna Jørgensen led af slidgigt i hænder og fødder og dårlig balance.

Ingen af dem havde fået det bedre, så kommunens fratagelse af hjemmehjælp skyldtes udelukkende kommunens anstrengte økonomi.

Bjarne Hastrup frygter, at der med dommen er »åbnet for en ladeport af nedskæringer« rundt omkring i landets øvrige kommuner.

»Inden for de seneste fem år er 24.000 hjemmehjælpsmodtagere skåret væk, og vi frygter, at det her vil ramme tusindvis af ældre,« siger Bjarne Hastrup.

Han mener, der nu kun er én vej at forfølge:

»Vi må gå den politiske vej og opfordre Folketinget til at nedsætte et udvalg, der skal se på hele servicelovgivningen og se på, hvad der skal til for, at vi kan få en anstændig hjemmepleje,« siger Bjarne Hastrup.

Hos Køge Kommune er der derimod lettelse over afgørelsen fra Højesteret.

»Det er klart, at vi allerhelst havde været besparelserne på hjemmehjælpen foruden. Og jeg forstår fuldt ud, at det som borger kan opleves hårdt at få nedsat den hjælp, man er blevet vant til,« siger borgmester Marie Stærke (S) i en pressemeddelelse.

»Men det var nødvendigt at ændre serviceniveauet blandt andet på ældreområdet for at få vores økonomi til at hænge sammen. Højesteret har nu slået fast, at al lovgivning er overholdt, hvilket selvfølgelig er vigtigt for os,« siger hun.

Dagens Gossip

Dagens TV