FTF foreslår forbud mod lockout

»Jeg tænker, om det i det hele taget skal være lovligt for en stat at lockoute. For staten har jo en uudtømmelig pengetank, og på den måde er det en unfair kamp,« siger formand for FTF, Bente Sorgenfrey, til DR Nyheder.

Hun mener, at lærerkonflikten har påvist, at modellen med lockout ikke fungerer på det offentlige område.

»Det er en ulige kamp. Du er oppe mod en overmagt, som simpelthen kan knuse dig fuldstændigt, hvis det er det, den har lyst til,« siger Bente Sorgenfrey, der er formand for 450.000 offentligt og privat ansatte i FTF.

Hun er også klar til at kigge på strejkevåbnet, der er de ansattes modstykke til arbejdsgivernes lockout.

»Konfliktvåbnet fra de ansattes side må jo også være til diskussion. I det hele taget bliver vi nødt til at se på, om den offentlige sektors kampmuligheder er de rigtige, i den tid vi lever i,« siger Bente Sorgenfrey.

Finansminister Bjarne Corydon (S) afviser ideen med at afskaffe muligheden for at lockoute.

»Det, synes jeg, ville være dybt betænkeligt,« siger finansministeren til DR Nyheder.

»Umiddelbart lyder det besynderligt. Som jeg følger sagen, har vi en diskussion om den danske arbejdsmarkedsmodel i øjeblikket, hvor Bente Sorgenfrey og Anders Bondo (formand for Danmarks Lærerforening, red.) netop har rejst en skarp kritik af, at vi ikke skulle være inden for rammerne af det, vi kender fra den danske model,« siger han.

»Når man så følger op på den kritik ved at foreslå et fundamentalt brud med det, vi har kendt i rigtig mange år, så synes jeg, at det hele er ved at blive lidt for rundtosset til min smag,« lyder kommentaren fra Bjarne Corydon ifølge DR Nyheder.

Dagens Gossip