FTF: Regeringen bør løsne stram styring af kommunerne

FTF henviser til et rundspørge, der viser, at institutionerne i næsten 70 procent af kommunerne ikke bruger budgettet fuldt ud af frygt for økonomisk straf.

»Kommunerne sparer ikke af lyst - de sparer af frygt for en benhård økonomisk straf,« siger FTF-formand Bente Sorgenfrey i en skriftlig kommentar.

Hun mener, at udsigten til skrappe sanktioner får kommunerne til at udvise »overdrevet forsigtighed«.

Bente Sorgenfrey peger på, at kommunernes forsigtighed går ud over beskæftigelsen og samfundsøkonomien. Kommunerne har eksempelvis nedlagt 30.000 fuldtidsstillinger i løbet af de seneste tre år.

Hun peger også på, at det offentlige forbrug ifølge de nyeste nationalregnskabstal dykkede i første kvartal i år med 2,1 procent. Det er ifølge FTF-formanden det største fald i det offentlige forbrug i et enkelt kvartal nogensinde. Hovedparten af underforbruget ligger i kommunerne, som står for cirka to tredjedele af det offentlige forbrug.

Men den liberale tænketank Cepos advarer mod at hæve sanktionerne over for kommunerne.

»Det vil være meget uheldigt, hvis man ophæver sanktionsmekanismen over for kommuner i forbindelse med kommuneforhandlingerne. Kommunale institutioner bruger i dag lidt færre penge end budgetteret, og der er sundt efter de mange år i 90erne og nullerne, hvor udgifterne systematisk steg kraftigere end budgetteret,« siger cheføkonom Mads Lundby Hansen, Cepos.

»Bente Sorgenfrey argumenterer for, at man ved at lempe eller fjerne sanktionsmekanismen kan øge det offentlige forbrug for derved at skabe vækst i dansk økonomi. Det er den gale vej til vækst. Man øger ikke vækstpotentialet i dansk økonomi ved at gøre en af OECDs største offentlige sektorer større,« siger han.

Dagens Gossip