FTF: Regeringen vil fordele forskningspenge skævt

Kun fire procent af pengene til forskning på videregående uddannelser skal ifølge regeringens finanslovsforslag gå til erhvervsakademier eller professionshøjskoler. Resterne vil regeringen give til universiteterne.

Det er en alt for skæv fordeling, lyder anklagen fra den faglige hovedorganisation FTF, som frygter, at det vil gå ud over kvaliteten på de korte og mellemlange uddannelser.

- Forskning handler ikke bare om ny teknologi til industrien eller videnskabelige afhandlinger. Ny viden skal ind i uddannelserne, siger formand Bente Sorgenfrey i en skriftlig kommentar.

- Det handler også om, hvordan vi får uddannet dygtige pædagoger, bioanalytikere, sygeplejersker, konstruktører og finansøkonomer, siger hun.

Og hos regeringen møder FTF's krav forståelse. De korte og mellemlange uddannelser har "i den grad" noget at byde ind med, skriver De Radikales forskningsordfører Liv Holm Andersen i en skriftlig kommentar.

- Men det er nok heller ikke så underligt, at der er en vis skævhed til fordel for universiteterne, for forskningsmiljøer tager tid at bygge op, skriver hun og påpeger, at det først er under denne regering, at det er blevet afsat faste forskningsmidler til skolerne.

Med finansloven i 2012 blev der nemlig for første gang afsat et fast beløb til forskning på andre uddannelsesinstitutioner end universiteterne.

Også socialdemokraternes forskningsordfører Jeppe Bruus melder sig klar til at overveje, om fordelingen skal være mere lige i fremtiden.

- Der skal opbygges nogle forskningsmiljøer, det tager noget tid, og det følger vi med stor interesse. Så må vi se, hvordan fordelingen kommer til at se ud fremadrettet, siger ordføreren.

Regeringen lægger op til, at 8,517 milliarder skal gå til universiteterne, 0,326 milliarder til professionshøjskoler og erhvervsakademier.

/ritzau/

Dagens Gossip