FTF vil sende ledere på obligatorisk arbejdsmiljøkursus

Skrevet af admin

14/04/2016

Mest læste i dag

Hovedorganisationen FTF foreslår i den kommende runde af trepartsforhandlingerne, at alle ledere med personaleansvar skal på et obligatorisk kursus i psykisk arbejdsmiljø.

Kurset kan have en varighed af op til tre dage og skal bidrage med viden om, hvordan stress og konflikter opstår, og hvordan ledelse kan bidrage til trivsel og motivation blandt medarbejderne.

Forslaget er en konsekvens af, at sygefravær på grund af blandt andet stress hvert år koster samfundet milliarder af kroner.

- Det kan både gavne samfundsøkonomien og den enkelte, hvis vi kan fastholde langt flere på arbejdsmarkedet ved at ledere bliver uddannet til at løse opgaverne omkring det psykiske arbejdsmiljø, siger Bente Sorgenfrey, der er formand for FTF.

Hun håber, at det under forhandlingerne vil lykkes at få hul igennem med forslaget, som efter hendes mening vil gavne både lønmodtagere, arbejdsgivere og dansk økonomi som helhed.

- Det psykiske arbejdsmiljø er nedprioriteret, og det er som om, at man ikke har erkendt politisk, at det er en stor samfundsmæssig belastning. Ikke mindst i en tid, hvor der bliver snakket om at udvide arbejdsstyrken, siger hun.

FTF har via Epinion foretaget en undersøgelse blandt godt 1000 danskere i arbejde, og 70 procent af dem er enten helt enig eller overvejende enig i, at der er brug for at klæde ledere bedre på til at forebygge og håndtere problemer i det psykiske arbejdsmiljø.

27 procent af de adspurgte mener, at der inden for det seneste år har været problemer på deres arbejdsplads, der kunne have været undgået, hvis den nærmeste leder havde haft større kompetencer til at håndtere det psykiske arbejdsmiljø.

Men selv om det er en ledelsesopgave og en vigtig opgave at håndtere det psykiske arbejdsmiljø, er det ikke en god idé at stille det som krav, mener formand for Lederne Svend Askjær.

- Det er en god idé at sørge for, at ledere er kompetente på området, men jeg tror ikke på, at det skal være ensartet for alle ledere og for alle virksomheder.

- Jeg er bange for, at hvis man regulerer det, så bliver det til en sovepude, hvor virksomhederne sender deres ledere på kursus, og så stopper det der, siger han.

/ritzau/