"Fuck EU": Rusland anklager USA for at planlægge kup i Ukraine

Moskva beskylder USA for at planlægge et kup i Ukraine, mens regeringen i Washington peger fingre ad Rusland for at lække en lydoptagelse mellem to amerikanske diplomater, skriver Reuters.

Beskyldningen kommer fra Sergej Glajev, som er rådgiver for Ruslands præsident, Vladimir Putin, og som har særligt ansvar for forholdet til Ukraine.

Beskyldningen kommer på baggrund af en lækket telefonsamtale mellem to amerikanske diplomater.

Telefonsamtalen fandt sted mellem den amerikanske ambassadør i Ukraine, Geoffrey Pyatt, og en højtstående repræsentant for det amerikanske udenrigsministerium, Victoria Nuland, hvor de diskuterer muligheden for at forme en ny regering i Ukraine.

Lydoptagelsen indeholder en stærkt nedladende kommentar fra Victoria Nuland i forhold til EU's håndtering af krisen i Ukraine. Hun siger direkte: "Fuck the EU."

Regeringen i Washington omtaler den lækkede lydoptagelse som et nyt "lavpunkt i den russiske handelsdiplomati."

- Da videoen først blev opdaget og tweetet af den russiske regering, mener jeg, at det siger noget om Ruslands rolle, siger Det Hvide Hus' talsmand, Jay Carney, til Reuters.

Men de amerikanske diplomater anfægter ikke autenticiteten af den lækkede lydoptagelse, som angiveligt er et telefonopkald, der er aflyttet for cirka tolv dage siden.

Torsdag undskyldte Victoria Nuland til sine kolleger i EU for sin voldsomme kommentar. Men EU's udenrigspolitiske chef, Cathrine Ashton, vil ikke kommentere det voldsomme udbrud fra Nuland.

- Vi kommenterer ikke på lækkede lydoptagelser, der angiveligt er en telefonsamtale, siger hun til AFP.

Mens den russiske præsident Vladimir Putin gør sig klar til åbningen af vinter-OL i Sotji fredag, advarer Sergie Glasjev om, at Moskva måske vil blokere for en mulig amerikansk indblanding i Ukraine.

Situationen i Ukraine eskalerede i slutningen af 2013, da Viktor Janukovitj besluttede, at Ukraine alligevel ikke skulle indgå en associeringsaftale med EU. I stedet vil han trække landet tættere mod Rusland.

/ritzau/Reuters

Dagens Gossip