»Fuckfinger i gips« minder Vestager om dansk politik

Det fortalte hun, da hun torsdag som den første partileder holdt tale på Folkemødet på Bornholm.

»En stor, forstørret fuckfinger i gips. Den står i vindueskarmen på mit kontor, og den er en meget god påmindelse om, hvad politik også er: Det er uenigheder, konflikter, frustrationer og endeløse debatter. Det er lige, som det skal være. For når man tager et standpunkt og tager ansvar, så vil man møde uenighed,« sagde Margrethe Vestager.

Pointen med den anekdote er, at det giver knubs at tage ansvar, som SRSF-regeringen har gjort ved at indgå store, politiske aftaler med samtlige partier i Folketinget, sagde Vestager.

»Du har ret til at være uenig, og du har ret til at blive hørt. Vi lytter til både for og imod. Men i sidste ende er det vores valg - og vores ansvar,« sagde hun.

Den radikale leder fastslog, at hver eneste af regeringens reformer i sidste ende handler om det samme: At skabe arbejdspladser. Det minder på en måde om kvindekampen i Danmark, mener Vestager.

»Det er som med kvindernes historiske indtog på arbejdsmarkedet. Det gav os frihed og nye muligheder, fordi vi blev økonomisk uafhængige. På samme måde vil vi styrke den enkeltes og deres familiers valg og muligheder, når flere kommer i arbejde og færre er på forsørgelse,« lød det.

Få timer inden Margrethe Vestagers tale lukkede regeringen og Kommunernes Landsforening, KL, en aftale om kommunernes økonomi for 2014, ligesom finansminister Bjarne Corydon (S) sammen med Venstre og Dansk Folkeparti nåede til enighed om en endelig folkeskoleaftale med de Konservatives Lars Barfoed (K).

De to aftaler betyder, at kommunerne allerede fra 2014 vil kunne gennemføre store dele af reformen.

»Det er en god nyhed. Dels fordi den har stor betydning for mange af os. For vores børn, for os som forældre og for vores samfund. Både nu og på sigt. Men skolereformen er også et godt eksempel på, at de reformer, vi gennemfører, også har et socialpolitisk sigte. Skolereformen skal styrke vores børn, så flere bryder med deres sociale arv,« sagde Margrethe Vestager.

Men som med de øvrige politiske reformer, så begynder arbejdet med skolereformen først nu, fastslog hun.

»Netop fordi vores reformer ikke kun har en økonomisk side, men også en kontant menneskelig side, er det vigtigt, at vi er pinligt opmærksomme på, at reformarbejdet ikke er slut, når en håndfuld politikere har givet håndslag og stiller sig foran en glasdør til interviews. Det er faktisk først der, at det virkelige reformarbejde begynder.«

Til slut ønskede Margrethe Vestager sit publikum et godt folkemøde og vendte tilbage til gaven fra de arbejdsløse byggefolk.

»Fuckfingeren i min vindueskarm er et vidne om vores demokratiske rettigheder og muligheder, men også en påmindelse om, at vores rettigheder kun lever, hvis vi bruger dem. Så lad os debattere og diskutere.«

Dagens Gossip

Dagens TV