Fuentes-blodposer forbliver hemmelige

Sådan lyder dommen i Operacion Puerto, hvor lægen Eufemiano Fuentes stod anklaget sammen med fire andre personer. Dommen er netop faldet via mail fra retten i Madrid, hvor sagen har kørt siden januar. Fuentes slipper dog formentlig for at ruske tremmer, da det er normalt i Spanien, at førstegangsdømte, som får en straf under to år, slipper for at afsone i fængsel.

Hvad der er endnu mere interessant, så bliver materiale og blodposer fra sagen ikke givet videre til de internationale anti doping-myndigheder. De konfiskerede blodposer har været sagens reelle kerne, da indholdet i poserne menes at tilhøre mange forskellige atleter fra flere forskellige sportsgrene. Poserne skal efter planen destrueres.

Der kommer derfor formentlig ikke noget svar på, hvor mange og hvem Eufemiano Fuentes har behandlet i sin dopingklinik. Denne beslutning kan ankes af anti doping-myndighederne, som offentligt har presset meget på for at få adgang til politiets materiale. Det internationale anti doping-agentur WADA har beskyldt de spanske myndigheder for med vilje at skjule dopingmateriale.

Den tidligere Kelme-træner Ignacio Labarta er også blevet kendt skyldig, men Yolanda Fuentes, tidligere Liberty Seguros-sportsdirektør Manolo Saiz og Vicente Belda er blevet frikendt.

Operacion Puerto brød ud i 2006, da spansk politi efter længere tids overvågning ransagede Eufemiano Fuentes' kontor i Madrid, hvor optegnelser, kartoteker og ikke mindst over 200 blodposer blev ransaget.

Spansk politi har siden 2006 efterforsket sagen, men det store problem i efterforskningen var, at doping ikke var ulovligt dengang det stod på. Eftersom undersøgelserne skred frem og flere og flere klienter - cykelryttere - stod frem og fortalte om deres behandlinger hos Fuentes, blev det klart, at klienterne i flere tilfælde fik det dårligt af behandlingerne. Derfor opstod anklagen om, at Fuentes og hans fire medanklagede havde forbrudt sig på den offentlige sundhed og bragt menneskers sundhed og liv i fare.

En tysk forsker har i retten i Madrid forklaret, at bloddoping kan have alvorlige konsekvenser for de indre organer, og at det kan være livsfarligt.

Tyler Hamilton har i sin vidneforklaring fortalt, at han i flere omgange har været meget syg, efter han fik bloddoping. Ved et tilfælde blev hans urin helt sort.

Blandt de største navne i Operacion Puerto er Jan Ullrich, Ivan Basso og Tyler Hamilton. De to sidstenævnte kørte begge for Bjarne Riis, da de besøgte Eufemiano Fuentes. Basso har forklaret, at han tog kontakt til Fuentes på egen hånd, og at Riis var totalt uvidende om det forbudte forhold til dopinglægen.

Hamilton har derimod sagt, at det var Riis, som introducerede ham for Fuentes. Helt specifikt ved at Riis gav Hamilton et telefonnummer på Eufemiano Fuentes.

Riis har afvist Hamiltons forklaring, ligesom Fuentes siden har sagt, at han aldrig har haft noget med Riis at gøre.

Dagens Gossip

Dagens TV