Fuentes vil sælge doping-hemmeligheder

I kølvandet på at være blevet idømt et års betinget fængsel ved retten i Madrid, tilbyder Fuentes nu at sælge ud af sine hemmeligheder.

Den engelske avis The Guardian har fået en email fra Fuentes' advokater med et helt katalog af beskidte hemmeligheder, som Fuentes tilbyder at afsløre.

'Sådan forberedte jeg et hold til Champions League', lyder titlen på en af de afsløringer, som medierne kan købe, hvis de er villige til at åbne pungen for Fuentes.

Han tilbyder også at trække bukserne af flere af vinderne fra London Marathon, olympiske medaljevindere samt en lang række cykelryttere, som han har arbejdet sammen med.

Han tilbyder også at afsløre, hvordan Tour de France-kontrollører ikke formåede at afsløre ryttere, som han havde hjulpet med at dope sig.

Dermed er det meget sandsynligt, at doping-skandalen også breder sig ind i fodboldens kredse, hvor det spanske landshold som bekendt både er regerende Europa- og verdensmestre.

Den tidligere cykelrytter, Jesus Manzano, som vidnede mod Fuentes under retssagen, har fortalt, at han tidligere har mødt både spanske og brasilianske fodboldstjerner på Fuentes' klinik.

Retten i Madrid har besluttet, at de blodposer, som blev beslaglagt i forbindelse med Operacion Puerto-razziaen og som siden er blevet opbevaret som bevismateriale, skal destrueres. Men den afgørelse har flere antidoping-myndigheder besluttet at appellere. Det forventes også, at Fuentes appellerer sin dom på et års betinget fængsel

Fuentes har tidligere sagt, at han foruden cykelryttere både har arbejdet med fodboldspillere, atletikfolk og boksere, men indtil nu har han afvist at afsløre identiteten på sine klienter.

Ifølge Fuentes' advokat Joseé Miguel Lledó har Fuentes allerede modtaget tilbud fra adskillige mediehuse, der vil have ham til at røbe sin hemmeligheder.

- Der er en lang række af emner, som han kan tale om, men han gør det ikke, før appellen er blevet sendt ind senere i maj, fastslår advokaten.

Fuentes vil angiveligt også være klar til at forklare, hvordan Spanien opnåede et rekordstort antal olympiske medaljer på hjemmebane i Barcelona i 1992. Hans afsløringer vil komme på et meget prekært tidspunkt for spanierne, som har forhåbninger om igen at få tildelt OL-værtskabet for legene i 2020, hvor hovedstaden Madrid står for det spanske bud.

Dagens Gossip