Fugl spolerer danske soldaters hjemrejse

Egentlig skulle et hold danske kampsoldater fra Afghanistan have været tilbage på dansk grund lørdag aften.

Men deadlinen er nu rykket til søndag formiddag.

Forsinkelsen skyldes to ting, skriver forsvaret på sin hjemmeside.

Dels at flyet ramte en sandstorm, da det skulle flyve til Camp Bastion. Og da det kom af sted, ramte det en fugl under indflyvningen.

Disse hændelser gjorde, at der ikke blev fløjet fredag aften som planlagt.

I dag, lørdag, bliver soldaterne hentet af et andet britisk fly og fløjet til De Forenede Arabiske Emirater.

Herfra bliver de efter planen senere fløjet til en engelsk base uden for London, hvor de forventes at lande natten til søndag.

Søndag formiddag bliver de så fløjet til Kastrup og Karup.

Søren W. Andersen, chef for Operationsdivisionen i Flyvertaktisk Kommando, beklager, at de danske soldater - endnu en gang - bliver forsinkede.

Han forsikrer dog, at flyvevåbnet og det britiske modstykke gør alt, hvad de kan for at levere de lovede ydelser.

- Det er desværre ikke som at tage med en bus fra Nørrebro til Hovedbanegården. Hvis der går noget galt, så kan man ikke bare sætte en ny bus ind. Med de store afstande vi taler om, så tager det lang tid at få et nyt fly indsat, siger Søren W. Andersen til Forsvarets hjemmeside.

Det er ikke første gang, at soldaternes hjemrejse bliver forsinket.

Sidste uge blev 60 danske kampsoldater forsinket i flere timer, der angiveligt skyldtes uvejr.

De to virksomheder, der normalt varetager hjemtransporten, har måttet melde fra, og nu er det britiske flyvevåben trådt til.

Dagens Gossip