Fugleklat gjorde 20-årig dansker til millionær: ‘Jeg er blevet skidt på. Jeg vinder en million’

En ung kvinde fra Silkeborg blev søndag skidt på skulderen af en fugl - det endte med at gøre hende 7,5 millioner kroner rigere.

Det oplyser Danske Spil, der har været i kontakt med kvinden, som ikke ønsker at stå frem med navn og billede.

Læs også: Jan overbragte nyheden om svimlende gevinst til nye Lotto-millionærer: Sådan fejrer de det

Den 20-årige kvinde har tidligere prøvet at blive skidt på:

- Dengang vaskede jeg bare trøjen og var lidt irriteret, men min søster sagde efterfølgende, at det betyder held. Så i søndags skyndte jeg mig ind på tanken og råbte noget i stil med: ‘Jeg er blevet skidt på. Jeg vinder en million i dag’, griner hun.

Tankpasseren var med på præmissen og solgte hende fire skrabelodder, så hun ‘havde lidt, hun kunne vinde på’.

Og vinde, det gjorde hun.

- Jeg gik hjem og skrabede. Første lod vandt jeg 100 kroner på. Og på nummer to vandt jeg så 7,5 millioner kroner. Det stod der. Men jeg var ikke sikker på, om jeg havde forstået det rigtigt. Jeg rystede, siger hun ifølge Danske Spil.

Læs også: Bornholmsk ægtepar har vundet millioner i Lotto: Gæt, hvad de vil købe for pengene

Gevinsten på 7,5 millioner er den størst mulige på den type skrabelod, så søsteren må have haft ret, da hun fortalte om fugleklattens lykkebringende effekt.

- Jeg har ikke vasket trøjen endnu. Den har stadig lort på skulderen. Og den har været vist frem til hele familien. Normalt er jeg ikke så overtroisk, men lige her er jeg glad for, at jeg reagerede, siger hun.

Den 20-årige kvinde brugte forskuddet på at give et par omgange i byen på den allerede planlagte og betalte ferie med kæresten.

Resten skal bruges til at starte egen virksomhed.

Dagens Gossip