Fuglsang: Alle venter på van Garderens dårlige dag

Skrevet af admin

14/07/2015

Dagens topnyheder

Indehaveren af den gule førertrøje, Chris Froome, vurderede på Tour de Frances hviledag, at Tejay van Garderen er hans hårdeste udfordrer lige nu.

Det giver god mening, hvis man kigger på klassementet, hvor amerikaneren er på andenpladsen, men den danske Tour-profil Jakob Fuglsang mener, at Froome bluffer en smule med den udmelding.

Tejay van Garderen har haft en kedelig tradition for at have mindst én rigtig dårlig dag i de store etapeløb, og den har han endnu ikke haft i år.

- Froome siger det nok også for at lægge pres på van Garderen. Alle forventer, at Tejay får en dag, hvor det ikke går. Den kan måske hjælpes på vej ved at lægge lidt ekstra pres på ham.

- For nuværende er van Garderen jo den, der ligger bedst til i klassementet. Han har haft et godt hold til de første ni etaper, men i bjergene tror jeg, de får det svært, lyder vurderingen fra Jakob Fuglsang.

Astana-danskeren iagttager klassementfavoritterne med stor interesse, fordi han skal hjælpe sin kaptajn, Vincenzo Nibali, til at genvinde løbet.

Men Nibali har skuffet i første fase, og ifølge Fuglsang har han foreløbig kørt sig lidt ud af favoritfeltet.

- Jeg tror ikke, de ser Vincenzo som den største konkurrent længere. Jeg er heller ikke sikker på, at Alberto Contador helt har det, der skal til. Han tabte mere tid end Vincenzo på Mur de Huy, og jeg tror, at han er lidt slidt efter Giro d'Italia.

- Men det bliver spændende at se, hvad Nairo Quintana har at byde på i Pyrenæerne, mener Fuglsang.

Tirsdagens 10. etape bliver afsluttet med en 15 kilometer lang opkørsel uden for kategori.

/ritzau/