Fuglsang betvivler fransk forklaring på Tour-succes

Skrevet af admin

23/07/2014

Mest læste i dag

Frankrig er for tiden i ekstase over cykelryttere som Thibaut Pinot, Jean-Christophe Peraud og Romain Bardet, henholdsvis tre, fire og fem i det samlede klassement i Tour de France.

De unge franske ryttere har - helt uhørt - prydet forsiden af landets populære sportsavis L'Equipe i fire dage i træk på grund af den nu realistiske udsigt til, at Frankrig for første gang i 17 år kan fejre en hjemlig rytter på sejrspodiet i Paris.

En af de mest brugte forklaringer på den franske succes lyder, at der er mindre doping i cykelsporten, og der er ikke - som tidligere - tale om et cykelfelt i "to forskellige hastigheder".

Den forklaring giver Jakob Fuglsang ikke meget for. Han mener derimod, at succesen skyldes en kombination af stærke ryttere og en mere professionel tilgang til sporten.

- Tidligere rygtedes det, at det var uorganiseret og useriøst på de franske hold. Det var nærmest med en aperitif inden aftensmaden som en helt normal ting.

- Det kan være, at de er kommet lidt mere med på den professionelle vogn, og at det er grunden til, at de får gode resultater nu, siger Jakob Fuglsang.

Danskeren fra Astana-holdet blev professionel i 2009, og han har kørt syv store etapeløb siden. Han mærker ikke selv den store forskel på niveauet blandt verdens bedste.

- Jeg føler, at jeg kan lave bedre resultater, fordi jeg som rytter er blevet bedre. Jeg ved ikke, om feltet har ændret sig meget siden dengang, at jeg startede med at køre på landevejen.

- Jeg lavede gode resultater allerede fra min første sæson på landevejen, og jeg har kørt rent hele min karriere, og alle mine resultater er rene, siger Fuglsang.

- Jeg føler måske, at jeg har et større overskud, og jeg har mere realistiske chancer for at lave gode resultater. Men det er ikke sådan, at jeg kan sige, at jeg laver bedre resultater nu, fordi feltet er renere.

/ritzau/