Fuglsang dummede sig og gav Rodriguez et hul

Skrevet af admin

16/07/2015

Dagens topnyheder

Den danske Astana-rytter Jakob Fuglsang dummede sig sidst på torsdagens 12. etape af Tour de France, da han efter at have siddet med i det forreste udbrud gav et hul til Katushas Joaquim Rodriguez, som vandt etapen foran Fuglsang.

Danskeren satte sin lid til, at AG2R-rytteren Romain Bardet ville hjælpe med at holde snor i Rodriguez.

- Rodriguez forsøgte at få os til at køre med rundt, fordi der stadigvæk var langt til toppen. Vi forsøgte at få det til at køre rundt, men Romain Bardet ville ikke arbejde.

- På et tidspunkt lod jeg Rodriguez køre en smule, fordi jeg ville have Bardet til at lukke hullet. Det var for dumt, for det gjorde han så ikke, siger Jakob Fuglsang til DR.

Det var på etapens afsluttende stigning Plateau de Beille, at Rodriguez satte Fuglsang cirka otte kilometer før toppen.

Fuglsang endte med at komme i mål som nummer to over et minut efter Rodriguez. Det var tredje gang i karrieren, Fuglsang blev nummer to på en etape i Tour de France, mens danskeren stadig har sin første etapesejr i løbet til gode.

- Endnu en andenplads til samlingen. Jeg vil kæmpe for at ændre det! Jeg er glad for, at benene var klar igen, skriver Jakob Fuglsang på Twitter med henvisning til en mindre god onsdag, hvor han tabte adskillige minutter til klassementrytterne.

Når Tour-feltet rammer Alperne, håber Fuglsang, at han får mulighed for at veksle sine gode ben til en etapesejr.

- Jeg er glad for, at benene var gode, og jeg håber, at jeg får mulighed for at vinde en etape senere i løbet. Jeg er i hvert fald klar til at prøve igen, siger danskeren.

/ritzau/