Fuglsang er overrasket over Froomes sejr - men kun lidt

Til manges overraskelse tog Chris Froome (Sky) sejren på 8. etape i Tour de France, der ellers sluttede med en hurtig nedkørsel, som normalt ikke er britens kop te.

Men straks favoritfeltet krydsede toppen på sidste bjerg, trådte Froome igennem og slog hul, og da de andre favoritter ikke kunne finde ud af at organisere en jagt på ham, kørte han alene til mål med en margin 13 sekunder til de næste.

Jakob Fuglsang (Astana) knoklede dagen igennem for sin kaptajn Fabio Aru, og danskeren var overrasket over, at Froome tog sejren.

- Det havde jeg nok ikke lige set komme, siger han.

Og alligevel var han ikke helt overrasket over, at den forsvarende Tour-vinder gav den gas på nedkørslen.

- Jeg havde faktisk godt tænkt, at det kunne være en mulighed for ham. Angreb er nogle gange det bedste forsvar, og når man snakker om, at han ikke er så god på nedkørsler, så havde jeg godt tænkt, at det kunne være en mulighed, siger Fuglsang.

- Men mere for bare at slå et hul og sidde forrest, hvis han havde benene. Det var alligevel overraskende, at han kørte hjem og vandt.

Fuglsang selv kom pænt med hjem og sad længe med i gruppen af favoritter, men det var en lang og hård arbejdsdag.

- Det var en hård omgang. Der blev kørt stærkt hele dagen, og der kom jo nærmest ikke noget udbrud afsted. Den blev holdt stram, så det var en hård etape, konkluderer Astana-danskeren.

Froomes sejr indbragte også briten den gule trøje. Han har 16 sekunder ned til fredagens uheldige helt, Adam Yates, som viste flot kørsel efter at være blevet slået omkuld af kilometerporten fredag.

/ritzau/

Dagens Gossip