Fuglsang er tættere på målet

Man kan bare måle på tiden, der går, før han er klar til at snakke med pressen efter en etape. Tirsdag skulle han have lidt ekstra tid, men i går var han klar til at snakke med pressen og skrive autografer efter kort tid.

- Det var en god enkeltstart for mig. Der var ikke mange steder, hvor jeg synes, jeg kunne have gjort det bedre, så det gik helt sikkert godt, sagde han, imens de sidste ryttere i klassementet rullede over stregen.

Danskeren endte på en ottendeplads med 1,34 min. op til Chris Froome, der vandt etapen, og vigtigst af alt tog han vigtig tid til nogle af konkurrenterne i top 10. Bauke Mollema blev distanceret med 35 sekunder, og Laurens Ten Dam blev sat med 55 sekunder.

Danskeren kunne godt have kørt endnu stærkere, men han forsøgte at spare kræfter til dagens store brag på Alpe d’Huez.

- Jeg var bange for at gå for dybt, fordi Alpe d’Huez-etapen bliver så hård. De 10 eller 20 sekunder, man kunne have vundet ved at gå rigtig dybt på enkeltstarten, kan blive til minutter på Alpe d’Huez, hvis ikke benene er der.

I klassementet ligger Fuglsang stadig nummer 8, men der bliver længere og længere ned til nummer 11, så danskeren ligger lunt i forhold til at nå sit mål om at komme i top 10.

Astana-kaptajnen vil på Alpe d’Huez-etapen forsøge at bruge samme taktik som på Mont Ventoux. Det betyder defensiv og sikker kørsel.

- Jeg tror, det bliver som de andre bjergetaper, vi har kørt. Jeg skal forsøge at hænge på så længe som muligt, og forhåbentligt kan jeg hænge på i længere tid end nogle af de andre dage, og så må vi se, hvordan de andre kører.

En af de ryttere, som Fuglsang gerne vil hente i klassementet er Belkin-rytteren Laurens Ten Dam. Han er kun 33 sekunder foran danskeren.

Dagens Gossip