Fuglsang håber på etapesejr i Vueltaen

Det er fire uger siden, Jakob Fuglsang færdiggjorde det, der står som karrierens højdepunkt, da han nåede til Paris med en samlet syvendeplads i Tour de France.

Men for en professionel cykelrytter er der sjældent tid til at hvile længe på laurbærrene. Og for Fuglsang begynder der lørdag tre ugers stenhårdt arbejde i Vuelta España.

Fuglsang er med på det spanske etapeløbs måske stærkest besatte hold. Ikke for at køre sin egen chance, men for at hjælpe den italienske stjerne Vincenzo Nibali til sin anden sejr i Vuelta España. Den stærke sicilianer vandt for tre år siden Vuelta a España, og nu er "Hajen fra Messina" på jagt efter endnu en gevinst og et perfekt afsæt for at optimere formen inden VM, der i år køres nær Firenze.

- Jeg er helt sikkert blevet udtaget, fordi holdet regner med, at jeg kan være en god støtte for holdet og Vicenzo Nibali i bjergene, siger Jakob Fuglsang til BT.

- Jeg skal hjælpe ham så godt som muligt, og hvis chancen er der, og det passer ind i holdets taktik, så skal jeg forsøge at gå efter en etapesejr. Det burde ikke være noget problem at finde en bjergetape, hvor jeg kan komme ud og strække benene, siger Jakob Fuglsang med reference til, at der i årets Vuelta a Espana er hele 11 etaper, som slutter på en stigning.

Jakob Fuglsang bliver en del af et virkelig stærkt Astana-hold, som udover holdkaptajnen Vicenzo Nibali tæller navne som Tanel Kangert, Paolo Tiralongo og Janez Brajkovic.

- Det er et rigtig stærkt hold, vi stiller med. Jeg tror ikke, vi kan lave det meget stærkere. Vi kunne måske have haft et par andre stærke ryttere med, men der skal også være en god blanding af ryttere, så det ikke kun er bjergryttere, siger Fuglsang.  Astana stiller med følgende ni ryttere i Vuelta a España, som lørdag åbner spektakulært med en holdtidskørsel:

Vincenzo Nibali, Jakob Fuglsang, Tanel Kangert, Paolo Tiralongo, Janez Brajkovic, Andrei Grivko, Maxim Iglinski, Andrei Zeitz og Paolo Vanotti.

Også Team Saxo-Tinkoff stiller til start i Spanien, men uden den forsvarende vinder Alberto Contador. Holdet har dog Chris Anker Sørensen, Nicki Sørensen og Michael Mørkøv med i truppen. Rafal Majka, Roman Kreuziger og Nicholas Roche bliver sammen med Chris Anker Sørensen holdets bærende ryttere.

Dagens Gossip