Fuglsang: Hvorfor tæller tiden ikke?

- Et eller andet sted synes jeg, at man burde have holdt sig til reglerne. Når der er et styrt indenfor tre kilometer, så giver det samme tid, og sådan burde det være, sagde Jakob Fuglsang, som lige akkurat undgik at gå i asfalten.

Der skete flere styrt på afslutningen af etapen, hvor også den fastklemte bus skabte forvirring. Reglerne siger, at styrt indenfor de sidste tre kilometer giver samme tid, men da målstregen en kort overgang så ud til at være rykket til tre kilometer før mål, så betød et styrt cirka fem kilometer fra målstregen, at alle alligevel fik samme tid. Det havde Contador hørt allerede ude på cyklen, og han brugte derfor ikke kræfter på afslutningen. Fuglsang brugte derimod alt, hvad han havde, fordi han ikke havde hørt det.

- Jeg synes, det er mærkeligt at ændre reglerne. Så kunne man lige så godt have ændret dem på forhånd og sagt, at på 1. etape laver vi samme tid fra 10 kilometer-mærket, når man alligevel ændrer det undervejs.

- Jeg føler mig ikke snydt, men jeg ville gerne have haft de ekstra sekunder. Der er jo en grund til, at vi sidder fremme i feltet og kæmper som død og helvede. Det er for ikke at blive fanget i de her situationer og måske drage fordel i sådan nogle situationer. Selvom vi selvfølgelig ikke håber, at der er nogen, der styrter, så sker det jo nogle gange, sagde Jakob Fuglsang.

Dagens Gossip