Fuglsang: Jeg har ikke skrevet under med Astana endnu

Skrevet af admin

09/07/2015

Mest læste i dag

Selvom Astana onsdag var ude at sige, at cykelholdet og Jakob Fuglsang er blevet enige om en toårig kontraktforlængelse, så minder den danske cykelrytter om, at der endnu ikke er skrevet under på en kontrakt.

Der ligger dog et kontraktudspil, som parterne er blevet enige om.

- Intet er sikkert, før en kontrakt er underskrevet, og jeg har ikke underskrevet noget, siger Fuglsang til Ekstra Bladet.

Det danske cykelhåb har tidligere ytret ønske om at køre som kaptajn i et af de store cykelløb, og hans agent har meldt ud, at man var i dialog med tre hold om, hvor karrieren skulle fortsætte.

Men det ser nu ud til snart at være på plads for den 30-årige cykelrytter, som blev nummer syv i Tour de France i 2013, da han havde rollen som kaptajn.

- Jeg har en gang tidligere annonceret, at en kontrakt var på plads for så blot i sidste ende at konstatere, at tingene havde ændret sig så meget, at jeg ikke kunne skrive under, siger Fuglsang med henvisning til, at han i 2009 valgte ikke at forlænge sin kontrakt med Bjarne Riis og Team Saxo Bank.

Han venter derfor med at sige noget til Touren er omme, hvor han forventer at skrive under på en kontrakt.

Det fremgår ikke, hvilken rolle Astana-rytteren skal indtage for fremtiden. Hidtil har han fungeret som løjtnant, men har også fået chancen som kaptajn på holdet i enkelte løb.

Der har været tvivl om, hvor attraktivt det ville være at fortsætte på det kasakhiske hold, der har været ved at miste sin World Tour-licens efter flere dopingsager i sidste sæson.

/ritzau/