Fuglsang med helt fremme i Banskerlandet Rundt

Her sprintede den danske Astana-rytter sig i mål som nummer fem i samme tid som etapevinderen Simon Gerrans fra Orica-Greenedge.

28-årige Jakob Fuglsang var frem mod mål en del af en større frontgruppe, hvor også Team Saxo-Tinkoffs kaptajn Alberto Contador sad med. Spanieren kom i øvrigt i mål som nummer syv.

Og det var man fint tilfreds med hos det danske cykelhold.

- Vi tog ansvar tidligt på etapen, men lod de to udbrydere køre indtil finalen, hvor vi trak feltet sammen. På de sidste ret kaotiske kilometer havde vi både Alberto Contador og Roman Kreuziger med i forreste gruppe, hvilket vi er tilfredse med, fortæller sportsdirektør Philippe Mauduit til holdets hjemmeside og fortsætter:

- I morgen (tirsdag, red.) venter endnu en hård dag med en del stigninger undervejs, men jeg forventer alligevel, at en større eller mindre gruppe kommer samlet til mål og skal afgøre det i en spurt.

Mandagens etape på 156 løbskilometer var den første af i alt seks i årets udgave af Baskerlandet Rundt, der byder på flere kuperede etaper, mens sidste løbsdag er en 24 kilometer lang enkeltstart.

Tirsdag skal feltet ud på 170 kilometer fra Elgoibar til Vitoria.

Dagens Gossip