Fuglsang: Nu kan det næsten ikke gå galt

Jakob Fuglsang kørte en ny god bjergetape, og sluttede på 10. pladsen lige foran Alberto Contador. Han tog tid til Laurens Ten Dam, Bauke Mollema og Roman Kreuziger, som alle sammen lå foran ham i klassementet.

Det betyder, at Fuglsang går en plads fra i klassementet til nummer 7, og vigtigste af alt: Han har over fem minutter ned til nummer 11.

Med to bjergetaper tilbage af Tour de France føler Fuglsang sig ret sikker på, at han vil nå sit mål om at komme i Top 10.

- Jeg får mere og mere luft bagtil, så for at nå mit mål om at komme i top 10, så skal jeg i princippet bare køre stabilt, klogt og ikke brænde mig selv af. Hvis jeg gør det, så tror jeg ikke, at den pladsering er i så stor fare, sagde Jakob Fuglsang efter Alpe d'Huez-etapen.

- Jeg ligger nummer syv i klassementet, og jeg vil forsøge at holde den plads og måske gøre den bedre. Vi har set, at Bauke Mollema også kan komme i problemer, og han tabte meget tid i dag. Hvis jeg kan holde den gode stime og blive ved at køre stabilt, så kan der være en mulighed for at komme forbi Mollema også.

Jakob Fuglsang sad længe sammen med de største favoritter på dagens etape, men da Chris Froome sprængte favoritfeltet, måtte danskeren give slip. Her gjaldt det om for at finde sit eget tempo, så han kunne minimere tidstabet til dem, der var kørt fra ham. Det lykkedes, mener han.

- Da jeg sad i den lille gruppe indså jeg hurtigt, at det bedste var at finde min egen rytme, og køre til målstregen i min egen hastighed. Jeg kom op til Alberto Contador og Roman Kreuziger, og der hang jeg ved et stykke tid, men med 3 kilometer til mål tænkte jeg, at jeg kan lige så godt give det en chance og måske tage tid til Kreuziger, som ikke så ud til at have det så godt, sagde Fuglsang, som tog 16 sekunder til Kreuziger.

 

 

 

Dagens Gossip