Fuglsang utilfreds efter 'modbydelig' dag

Jakob Fuglsang viste flot kørsel under søndagens VM i Italien og sad med helt i front indtil otte kilometer før mål. I sidste ende fik Fuglsang dog ikke noget ud af de hårde anstrengelser, og det ærgrede danskeren.

- I sidste ende er jeg ikke tilfreds. Jeg ville gerne have været med i første gruppe. Dagen taget i betragtning har det været en modbydelig men okay dag, sagde han til 3+ med henvisning til den silende regn, der krævede mange ofre. Blandt andre måtte Matti Breschel udgå efter et styrt.

- Det var rigtig vådt, men alt i alt blev dagen kørt, som jeg gerne ville have det. Jeg ville gerne have lukket op lidt tidligere, men i sidste ende havde havde jeg ikke selv benene til at sidde med helt fremme.

- Vi sidder tre mand mere eller mindre hver for sig hele dagen. De andre sidder med folk, som hjælper dem hele dagen. I sidste ende kan det være det, der afgør det. Det kan også være, der bare manglede lidt i benene.

Jakob Fulgsang og Chris Anker Sørensen gav ellers løfter om en stor præstation, da Chris Anker Sørensen med ti kilometer tilbage kørte op på siden af Fuglsang. Herefter kommunikerede danskerne kort og satte sig så helt frem i feltet for at sætte tempo. De måtte dog begge slippe, da Joaquim Rodríguez angreb.

- Han [Chris Anker Sørensen, red.] spørger, om jeg føler mig godt kørende. Jeg sagde, jeg følte mig okay, men at det også gjorde ondt på mig. Vi forsøgte at se, om vi kunne få noget ud af det, men det lykkedes ikke.

Portugiseren Rui Costa vandt guld, mens Joaquim Rodríguez og Alejandro Valverde tog sig af sølv og bronze. Chris Anker Sørensen kom ind som nummer 32.

Dagens Gossip

Dagens TV