Fuglsangs motorcykelbøddel er smidt ud af Touren

Skrevet af admin

23/07/2015

Dagens topnyheder

Den danske Astana-rytter Jakob Fuglsang mistede torsdag chancen for både at tage etapesejr og bjergtrøje, da en motorcykel væltede Fuglsang af cyklen på vej op ad Col du Glandon.

Det har nu fået konsekvenser for motorcyklisten. Tour-arrangøren ASO har efter etapen udsendt følgende besked:

- Motorcykel nummer 538 er udelukket for farlig kørsel efter i Tour de France at have forårsaget et styrt til rytteren Jakob Fuglsang, lyder det.

BT mødte efter etapen også den franske motorcyklist, som var ked af situationen og spurgte til, om den danske rytter var okay.

- Er han ok? Sig til ham, at jeg er så ked af det. Undskyld, undskyld, lyder det fra manden, som kørte danskeren i asfalten.

Jakob Fuglsang var efter etapen rasende på sin "bøddel" og sagde til de fremmødte journalister:

- Han (motorcyklisten, red.) skal være glad for, han ikke er i nærheden lige nu.

18. etape blev vundet af Romain Bardet (AG2R), som sad på hjul af Fuglsang, da danskeren blev sendt i asfalten.

/ritzau/