Fukushima forbereder risikabel operation

Skrevet af admin

07/11/2013

Dagens topnyheder

Ingeniører på det havarerede atomkraftværk Fukushima forbereder den hidtil farligste opgave, siden de bragte reaktorerne under kontrol for to år siden.

Det sker, når brændselsstave med uran og plutonium skal fjernes senere i november.

Eksperter regner opgaven for risikabel, men samtidig vigtig i den lange proces med at rydde op efter atomulykken i 2011, da en tsunami forårsagede en nedsmeltning.

- Dette er den første praktiske milepæl i projektet, siger Hiroshi Miyano, som er ekspert i atomkraftsystemer og professor på Hosei universitetet i Tokyo.

Flere end 1500 brændselsstave, hvoraf mange er brugt, mens godt 200 er nye, skal fjernes fra et bassin inde i en reaktorbygning.

Stavene blev placeret i bassinet, da tsunamien ramte værket i marts 2011.

Den fjerde reaktor var ikke i brug på daværende tidspunkt, men brint fra reaktor tre slap ind og eksploderede, hvilket medførte, at loftet blæste af og efterlod reaktorlokalet blottet.

Værkets ejer Tepco oplyser, at man ikke har set skade på bassinet med brændselsstavene, som er en blanding af uran og plutonium.

At flytte brændselsstave er en almindelig procedure på et atomkraftværk, men "forholdene er anderledes på grund af ulykken," siger værkets talskvinde Mayumi Yoshida.

Forskelligt nedfaldent materiale efter eksplosionen er stort set fjernet fra bassinet, og man har opsat beskyttelse over reaktorbygningen, efter at taget faldt ned.

Der har været en række alvorlige hændelser på og ved atomkraftværket efter ulykken i 2011.

Blandt andet har oprydningsarbejderne haft store problemer med at holde styr på tanke med radioaktivt vand.

De beholdere, hvor vandet opbevares, har lækket, og de japanske myndigheder har erkendt, at havet ud for værket er forgiftet af det radioaktive vand.

/ritzau/AFP