Fuld 15-årig stjal bil, kørte ind i kampesten og flygtede fra uheld

Politiet fik lørdag klokken 23.35 en anmeldelse om, at en bil var forulykket uden for Dalby ved Faxe.

Det var en Audi A4 stationcar, som havde ramt en kampesten, nedlagt et el-skab og kørt gennem et hegn til en have.

Vidner så, at føreren og tre passagerer flygtede fra stedet. Politiet fandt kort efter føreren af bilen.

Det viste sig at være en lokal 15-årig dreng. Han havde været ude at køre med tre kammerater i alderen 15-16 år.

Drengen blev anholdt og sigtet for spritkørsel, kørsel uden førerret, brugstyveri af bilen og for at flygte fra uheldet.

Han blev taget med på politistationen i Næstved, hvor han blev afhørt, mens hans far og de sociale myndigheder var til stede.

Den 15-årige blev løsladt igen klokken 2.10.

Dagens Gossip