Fuld bilist henvendte sig til fotovogn og blev sigtet for spirituskørsel

En fuld 49-årig mand fra Haslev blev i går blitzet af den automatiske trafikkontrol på Troelstrupvej i Haslev.

Det så manden og stoppede op og gik hen til fotovognen, da han ville vide, hvor hurtigt han havde kørt. Det fik han oplyst.

Betjenten i fotovognen kunne lugte, at manden havde drukket. Derfor blev der taget en alkometertest på ham. Og den viste, at promillen var noget højere end det tilladte.

Det fik den 49-årige mand til at stikke af, men betjenten havde en noget bedre kondition og løb manden op. Han blev anholdt og betjenten satte sig oven på ham.

En forbipasserende borger tilkaldte hjælp og hurtigt var der yderligere to politibiler på stedet.

Den 49-årige blev sigtet for spirituskørsel og for forsøg på at forhindre politiets arbejde ved stikke af – og for at have kørt for hurtigt. Han blev taget med til politistationen i Næstved, hvor han senere blev løsladt igen.

Dagens Gossip