Fuld fart på ferien: Disse bilister må snart køre hurtigere

Skrevet af Morten Larsen

07/06/2016

Dagens topnyheder

Er du en af de mange danskere, der drager på campingferie denne sommer, så kan du snart komme lidt hurtigere frem på vejene.

Den 1. juli træder en ny lovændring i kraft, og fra den dato må folk med campingvogn, trailere og andre påhængskøretøjer drøne ud ad de danske motorveje med op til 100 kilometer i timen. Det skriver politiet på deres Facebook-side.

I dag er den tilladte fartgrænse på 80 kilometer i timen for bilister med påhængskøretøjer, men med ændringen af færdselsloven, der blev vedtaget af Folketinget i midten af april måned, er der nu mulighed for at få frem til campingpladsen lidt hurtigere.

Læs også: Campingvognen ser lille ud, men vent, til hun løfter op i håndtaget

Dermed kan forældre med ferieramte børn måske mindske antallet af de udbredte 'er vi der ikke snart'-spørgsmål fra det varme bagsæde.

Det er tilladt at sparke speedometeret op på de tre cifre, hvis køretøjet opfylder en række tekniske betingelser om blandt andet bremser, dæk og vægt.

Disse regler til køretøjet kaldes for Tempo-betingelser, og selve modellen er inspireret af en lov i Tyskland, hvor de samme regler gælder.

Følg Dagens Forbrug for flere lignende artikler: