Fuld mand kunne ikke komme ned fra toppen af høj kran

En beruset ung mand kravlede natten til lørdag op i toppen af en 50 meter høj byggekran tæt på centrum af Aarhus.

Da han skulle ned igen svigtede modet imidlertid, og det kommer nu til at koste kranbestigeren flere tusinde kroner.

- Han ringede både til os og sin familie og bad om hjælp. Det endte med, at brandvæsnet måtte have fat i noget højderedningsudstyr for at hjælpe ham ned, siger Jens Rønberg, vagtchef ved Østjyllands Politi.

Den 24-årige mand bor i Aarhus. Han var ifølge politiet påvirket af alkohol, da han besluttede sig for at se byen fra oven og klatrede op i en fritstående byggekran på Åboulevarden.

- Han får en bøde fra os for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, og så kommer han også til at betale omkring 6-7000 kroner til brandvæsnet for at have spildt deres tid, siger vagtchefen.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV