Fulde færgepassagerer gør norsk grænsekontrol besværlig

Skrevet af admin

02/12/2015

Dagens topnyheder

Norsk politi på havnen i Kristiansand har store problemer med at gennemføre grænsekontrol på de passagerer, der kommer med færgen fra Hirtshals.

Det skyldes, at de tilrejsende ofte er så berusede, at de hverken kan tale tydeligt eller finde deres pas eller anden legitimation frem, skriver NRK.

Norge indførte i forrige uge en skærpet grænsekontrol for tilrejsende med færger, men natten til lørdag i sidste uge var der så mange fulde passagerer med færgen fra Danmark til Kristiansand, at politiet i stedet brugte kræfterne på dem.

- En af passagerne måtte lægges i håndjern og køres til arresten efter vold mod en vagt. Der var også en dame, som faldt og måtte hentes af en ambulance, siger sektionsleder Jan Vidar Ødegaard fra Agder Politidistrikt til NRK.

- Vi er overrasket over, hvor mange der er voldsomt berusede. Under disse forhold har vi ikke mulighed for at gennemføre en god, kvalitativ grænsekontrol, tilføjer han.

Politiet i Norge er kritisk over for udskænkningsforholdene på hurtigfærgen mellem Hirtshals og Kristiansand og har taget sagen op med blandt andet Color Line, der driver ruten.

Koncerndirektør for kommunikation i Color Line Helge Otto Mathisen siger, at der ikke er tale om et generelt problem, men enkelte uheldige episoder.

Det er uklart, om det er nordmænd eller danskere, der har stået bag de konkrete episoder.

/ritzau/