Fuldkorn er blevet det nye sort

Fuldkorn er blevet populært. Fuldkornsbrød, salat med hele kerner, mørk pasta og havregryn indgår i langt flere måltider end for 10 år siden.

I gennemsnit spiser danskerne 55 gram fuldkorn om dagen, og godt hver fjerde spiser nu den anbefalede mængde, dokumenter en kostundersøgelse fra DTU Fødevareinstituttet.

- Tallene viser, at det er muligt at fremme bedre kostvaner ved at gøre det nemt og synligt, når maden er sundere. Det er ganske enkelt blevet meget nemmere at få mere fuldkorn, siger fødevareminister Mette Gjerskov (S) i en pressemeddelelse.

I 2004, da danskernes fuldkornsindtag sidst blev opgjort, lå det gennemsnitlig på 32 gram om dagen, mens kun seks procent fik den anbefalede mængde.

Siden er virksomheder, Fødevarestyrelsen og en række sundhedsorganisationer gået sammen i Fuldkornspartnerskabet om en fælles indsats med et fuldkornslogo og Nøglehulsmærket.

Men selv om det går den sunde vej, er der stadig 75 procent af den voksne befolkning og 64 procent af børnene, som ikke får de anbefalede mængder.

- Der er stadig nogle befolkningsgrupper, som ligger langt fra målet. Det ligger os meget på sinde at få dem med, der spiser allermindst fuldkorn. Det er dem, vi vil målrette nye indsatser mod, siger Susanne Tøttenborg fra Kræftens Bekæmpelse.

Fuldkorn tæller hvede, rug, byg, havregryn, brune og røde ris, hirse og majs. Både rugbrød, knækbrød og lyst brød anbefales. Bare det er bagt med fuldkornsmel.

I alt 1872 danskere fra 7 til 75 år har medvirket i undersøgelsen.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV