Funktionel mode giver dansk eksportsucces

Skrevet af admin

31/01/2015

Mest læste i dag

Når modeugen søndag lukker, slutter en uge, hvor dansk mode har forsøgt at vise sig fra sin bedste side. Skal man tro de tørre tal, lykkes det godt for tiden.

Før modeugen viste en rapport, at 2014 gav et stigning i eksporten på 8,7 procent for den danske modebranche - til stor glæde for blandt andet handelsminister Mogens Jensen (S), der åbnede ugen officielt onsdag.

Eksportsuccesen baserer sig specielt på eksport til landene omkring os, hvor Tyskland særligt er glade for dansk mode.

Direktøren for Danish Fashion Institute, der står bag modeugen, Eva Kruse, mener, at årsagen til den danske eksportsucces er, at de danske designere har deres egen stil.

- Vi er ikke særligt avancerede i det tøj, vi laver fra Danmark. Det er funktionelt tøj, som stadig ser lidt smart ud. Det er ikke couture fra Paris eller italienernes dyre læder. Det er solidt og lækkert tøj til den rigtige pris, siger hun.

- Det er der rigtig mange markeder, der er klar til at tage imod vores stil.

Når mode skal blive til eksport, skal der dog mere til end bare god stil. Og det er også en del af forklaringen til succesen, mener Eva Kruse.

- Jeg tror, at dansk mode har kunnet det her hele tiden. Men vi har været i en svær økonomisk situation siden 2008, siger hun.

Baseret på sine oplevelser ved årets modeuge tror mode-direktøren, at den situation er ved at vende.

- Jeg har været rundt at tale med 25-30 udstillere og måle stemningen. Og der har været smil alle steder. Stemningen herude minder lidt om tiden før finanskrisen, siger hun.

Mellem besøgene hos de forskellige boder er der også blevet tid til, at mode-direktøren kunne besøge flere catwalks, hvor hun fik tid til at spotte årets tendenser.

- Jeg bed mærke især tre farver, som var gennemgående: Mørkeblå, brændt orange og bordeaux, siger hun.

/ritzau/