Fup-demo: TV2-direktør udfordrer DR-chef

Dækningen af en fiktiv demonstration foran Retten i Hjørring var søndag formiddag genstand for diskussion mellem mediechefer i programmet Presselogen på TV2 News.

Sagen handler om, at DR torsdag aften i TV-Avisen viste billeder af en fiktiv demonstration iscenesat af produktionsselskabet Larm Film i forbindelse med retsopgøret om den krakkede EBH Bank ved Retten i Hjørring.

DR's nyhedsdirektør, Ulrik Haagerup, gentager over for Presselogen, at TV-Avisen ikke vidste, at det var Larm Film, som havde medbragt borgerne.

Den forklaring bliver udfordret - blandt andet af Michael Dyrby, der er nyhedsdirektør på TV2. Han var dog ikke selv til stede ved demonstrationen.

- Det var muligt at opdage det deroppe. Det er indtrykket fra de folk, som var deroppe. Det var meget tydeligt, hvad der foregik deroppe, siger han i udsendelsen på TV2 News.

TV2 viste også billeder af den opstillede demonstration, blandt andet i TV2 Finans klokken 17 torsdag. Det beklager Michael Dyrby.

- Vi kommer til at vise billederne i syv sekunder. Det er nogle billeder, som er lagt op tidligere på dagen, før vi opdagede det. Det kommer så med i udsendelsen. Det er blevet påtalt over for redaktørerne, siger nyhedsdirektøren.

Lisbeth Knudsen, som er koncernchef og ansvarshavende chefredaktør for Berlingske, undrer sig over, at journalisten fra DR angiveligt ikke vidste, at der var tale om en fiktiv demonstration.

Hun tager i sin kritik udgangspunkt i videodokumentation, hvor produktionsselskabets journalist på parkeringspladsen i Hjørring forklarer den tidligere bankdirektør i EBH Bank, Finn Strier Poulsen, at produktionsselskabet har medbragt en række borgere.

Det sker, mens en journalist fra TV-Avisen er til stede.

- Journalisten må godt nok have haft skyklapper på, siger Lisbeth Knudsen i Presselogen.

DR har efterfølgende besluttet ikke at bringe den dokumentar, som billederne skulle være indgået i.

- Vi ser selv (på videooptagelsen, red.), hvor tæt DR er på, når vores journalist fortæller om præmissen.

- Jeg synes, det er en fejl, når man tørrer denne kæmpe, men banale fejl af på os. Vi prøvede fysisk at holde dem væk, siger Søren Steen Jespersen, direktør i Larm Film, til TV2 News.

/ritzau/

 

Dagens Gossip