Fup med kinesiske nøgletal

Den aktuelle sag handler om tal for investeringer og industriproduktionen. Med hensyn til førstnævnte, så er der tale om, at myndighederne simpelthen har forfalsket tallene. Med hensyn til produktionstallene, så siger det kinesiske statistiske bureau, at lokale myndigheder bevidst har presset de virksomheder, der lå til grund for produktionstallene, til at indmelde oppustede tal.

I eksemplet med industriproduktion har 28 virksomheder indmeldt en samlet værdi af deres 2012-produktion på 6,34 milliarder yuan (ca. 5,9 mia. kroner). Det reelle tal menes at være 2,8 milliarder yuan - altså unde halvdelen.

Forklaringen på, at der er blevet manipuleret med tallene, kan være, at regionale myndigheder og chefer i statsapparatet bliver målt på nøgletallene - og at lokale chefer derved kan forbedre deres karrieremuligheder ved at indmelde gode tal.

Problemet er dog, at det er med til at så alvorlig tvivl om værdien af kinesiske nøgletal generelt. Og det frygter kritikere kan være med til at sløre grundlæggende økonomiske problemer og prisbobler - der alt andet lige risikerer at kollapse med store økonomiske tab som følge.

Chefstrateg ved Silvercrest Asset Management Patrick Chovanec understreger vigtigheden af, at både analytikere og magthavere kan stole på nøgletallene.

»De (den kinesiske regering, red.) har jo udarbejdet en økonomisk politik baseret på officielle tal, som de mente var nogenlunde retvisende,« siger Patrick Chovanec ifølge BBC og tilføjer:

»Men hvis det viser sig, at det her er et generelt problem, og at tallene er oppustede, så kan det være, at den økonomiske vækst slet ikke har været så stærk, som det har set ud til. Det betyder, at regeringen kan have undervurderet alvoren af de økonomiske problemer, som Kina står foran.«

Kina er verdens næststørste økonomi. Den økonomiske vækst var i andet kvartal 7,5 procent - hvis man altså skal tro tallene.

 

Dagens Gossip