Fupbutik slår plat på fodboldglade danskere

Salg af sportsudstyr er en milliardforretning i Danmark, hvilket gør markedet til et oplagt sted for it-svindlere. Lige nu forsøger netbutikken fodboldstovlerdenmark.com, med lidt for gode tilbud, at lokke danske forbrugere i fælden.

e-mærket, den danske mærkningsordning for sikker nethandel, råber nu vagt i gevær, og advarer danske forbrugere mod at handle på sitet.

Kroner bliver til dollars

Netbutikken fodboldstovlerdenmark.com er ifølge e-mærket en fupbutik. Organisationen advarer nu de danske forbrugere.

- Midt under et testkøb vi foretog, ændrede valutaen sig pludselig fra først at være i danske kroner til derefter at være i dollars. Derudover ændrede beløbet sig også, fortæller Lars Schmidt Larsen, direktør hos e-mærket, og fortsætter:

- Netbutikker af denne type prøver ofte at lokke kunder i fælden med meget billige priser, og det virker som regel også efter hensigten. Vi vil dog på det kraftigste advare folk om at købe noget som helst fra netbutkkken, der på alle måder, opfylder kriterierne for en fupbutik, siger Lars Schmidt Larsen.

Udover meget billige og mistænksomt skæve priser, bærer siden præg af at være oversat af en maskine. Sproget er gennemgående ukorrekt og til tider helt uforståeligt. På forsiden står der for eksempel:

- Fodboldstøvler Shop fokuseret på udviklingen af fodboldstøvler ved at finde og skabe en ret par støvler klamper miljø for sin customers.

Derudover er der intet telefonnummer man kan træffe butikken på og der er heller ikke blevet svaret på de mails, e-mærket har sendt netbutikken.

Mange flere fupsider

Fodboldstovlerdenmark.com er langt fra den eneste fupbutik, der huserer blandt danske forbrugere. Også netbutikker som ostyler.com og danmarkmall.com er blandt de mange svindlere, som hvert år fanger e-mærkets opmærksomhed.

Selvom man hos e-mærket er klar over problemet, er det dog svært at sætte en stopper for.

- Rent juridisk er det vanskeligt at gøre noget ved det, da bagmændene ofte befinder sig uden for EU's grænser. Det er også tilfældet i denne her sag med fodboldstovlerdenmark.com, slutter Lars Schmidt Larsen.

Lær at spotte en fupbutik

1. Produktnavne i web-adressen er ofte tegn på svindel. Vær derfor altid på vagt overfor adresser som: canada-goosejakke.com eller mulberrytaskeroutlet.info/

2. Mange fupbutikker er oversat af maskiner, og er derfor skrevet på meget dårlig dansk.

3. Skæve priser som f.eks. 244,67 kr. bør også få alarmklokkerne til at ringe. Et skævt tal som dette bærer præg af at have været en tur igennem en valutaomregner uden at blive afrundet efterfølgende.

4. Fupbutikker reklamerer ofte med mange forskellige betalingsmuligheder, men når du kommer ind på betalingssiden, er mulighederne ofte anderledes. Betal aldrig forud med bankoverførsel, check eller lignende.

5. Send butikken en mail eller prøv at ringe til dem. Virker deres mail-adresse ikke, får du svar på gebrokkent engelsk eller slet ikke, så er der som regel noget galt.

6. Lyder et tilbud for godt til at være sandt, er der stor sandsynlighed for, at det også er det. Så brug altid din sunde fornuft, inden du trykker på køb knappen.

Kilde: e-mærket – den danske mærkningsordning for sikker nethandel.

Dagens Gossip