Fusk-anklaget byggedirektør føler sig tæt på frifindelse

Skrevet af admin

07/06/2016

Mest læste i dag

Tirsdagen igennem blev der afhørt vidner og fremlagt dokumenter i en retssag om konkurrencefusk mod den tidligere formand for Dansk Byggeri Martin Skou Heidemann. Dagen er gået hans vej, mener han.

Martin Skou Heidemann og hans selskab, Skou Gruppen, er anklaget for at have delt og aftalt priser med andre entreprenører. Mere specifikt selskabet N.H. Hansen & Søn.

Sagen er en del af, hvad der er kaldt den største kartelsag i Danmark. 17 firmaer har allerede betalt store bøder i sagen, hvor i alt 33 selskaber blev sigtet.

- Jeg synes, vi er kommet et stort skridt nærmere den frifindelse, som jeg hele tiden har ment, vi ville ende med. Så jeg er rigtig glad for det forløb, der har været i dag, siger Martin Skou Heidemann.

Han hæfter sig specielt ved, at et vidne, der arbejdede for N.H. Hansen & Søn, nægtede at have sendt informationer til Skou Gruppen.

Vidnet, Arne Christensen, er ellers noteret i en afhøringsrapport for at have indrømmet at have sendt informationer til Skou Gruppen. Han har ligeledes betalt en bøde for at have gjort det. En bøde, han ikke testede ved domstolene.

- Jeg underskrev det (bødeforlægget red.), fordi jeg ikke havde noget valg. Det ville koste mig en million kroner at køre den sag til ende.

- Og min advokat sagde, at selv da var det ikke sikkert, at jeg ville blive frifundet, sagde Arne Christensen i retten.

Martin Skou Heidemann er ganske tilfreds med den forklaring.

- Jeg har hele tiden sagt, at dette her med, at et vidne skulle have sendt en mail til os, det ikke var sandt. Nu sad vidnet her i dag og bekræftede, at han ikke har sendt en mail til os. Jeg er glad for, at det blev slået fast, siger direktøren.

En endelig dom måtte dog udskydes, da sagen trak ud tirsdag. Derfor vil retssagen først blive færdiggjort og en dom falde til august.

- Der er ingen tvivl om, at jeg havde håbet på, at vi kunne have fået en dom i næste uge. Men jeg har ventet så længe, at jeg gerne venter to måneder på, at vi får det hele med. Jeg synes, at det tegner rigtigt lovende, siger Martin Skou Heidemann.

/ritzau/