Fyldt flodkano kæntrer i Afrika: 15 små børn drukner

Skrevet af admin

13/10/2013

Dagens topnyheder

20 mennesker har mistet livet - heriblandt 15 mindre børn - efter at en stor trækano kæntrede på Niger-floden i Mali.

Nær byen Mopti gik båden i stykker, og adskillige passagerer faldt i vandet. Over 200 mennesker er blevet reddet, men 23 personer savnes.

- Vi ved endnu ikke, hvorfor båden kæntrede, siger Dramane Diallo, talsmand for redningstjenesten.

- Bådens agterstavn gik i stykker nær en forgrening af floden, tilføjer han.

15 børn under fem år er blandt de 20 lig, der indtil videre er blevet hevet op af flodvandet. Eftersøgningen efter flere overlevende er i fuld gang og vil fortsætte søndag morgen, lyder det.

Ifølge Diallo var båden også læsset med varer.

Den lokale guvernør siger, at det ikke er første gang, at flodbåde går til bunds med passagerer om bord. Men weekendens tragedie er "ekstremt usædvanlig", lyder det fra Ibrahima Hama Traore.

Han vil nu sørge for, at transportselskaber regulerer trafikken på Niger-floden og forhindrer overfyldte kanoer.

Den primitive bådtype er den vigtigste form for transportmiddel for mange beboere i Malis centrale og nordlige regioner, der rejser via Niger i Vestafrika. Floden er mere end 4000 kilometer lang.

Drevet af bilmotorer kan disse trækanoer ofte transportere flere ton varer samt over 100 passagerer.

I slutningen af september mistede adskillige afrikanere livet i en lignende ulykke på Niger-floden, da en båd brækkede midt over.

Båden var overfyldt med passagerer, og desuden var der også flere store dyr om bord - blandt andet adskillige køer. 150 mennesker befandt sig på båden, der kun havde tilladelse til at sejle med 60 personer.

/ritzau/AFP