Fynbo fængslet for omfattende hashhandel

En mand fra Fyn skal en tur bag tremmer for omfattende handel med hash.

Det mener Københavns Politi, som lørdag præsenterede tilstrækkeligt stærke beviser til, at han kunne varetægtsfængsles i 23 dage.

Ifølge politiets anklage har den 37-årige mand distribueret hash fra sin bopæl på Nørregade i Ejby på Fyn.

- Anklagen lyder på, at han har solgt knap 200 kilo hash til ukendte købere, siger Ebbe Arentoft, senioranklager ved Københavns Politi.

- Og så skal han yderligere have været i besiddelse af 125 kilo hash på et hashlager, siger han.

Anholdelsen og sigtelsen beror både på tip, fundne regnskaber og observationer, forklarer anklageren.

- Vi har måske noget hash, der ligger og flyder et sted. Og så er der helt sikkert nogle sælgere og nogle købere, som vi skal have lejlighed til at få fat på, så retsmødet kommer til at foregå for lukkede døre, siger Ebbe Arentoft.

/ritzau/

 

Dagens Gossip