Fyns politi mangler hjælp: Hvem kastede denne flise og ramte en familie i bil?

Skrevet af Kirstine Petersen

01/02/2016

Mest læste i dag

Søndag aften ved 22-tiden kastede en eller flere ukendte gerningsmænd en stor flise ned fra en bro og ramte ulykkelig vis en personbil med far, mor og to børn, der var på vej i vestlig retning. Børnene og faderen slap uden skader, mens moderen pådrog sig en hovedskade. Hun er dog uden for livsfare.

Nu vil Fyns Politi gerne have hjælp til at finde den eller de personer, der begik den livsfarlige handling. 

- Det er en sag, vi ser meget alvorligt på. Jeg vil nærmest kaldet det et mirakel, at de fire i bilen ikke kom alvorligere til skade end de gjorde, siger Anders Lundegaard, leder af Assens Lokalpoliti, der efterforsker sagen.

- Vi håber meget, at nogen derude vil kunne hjælpe os med at finde frem til gerningsmanden eller gerningsmændene. Har noget set eller hørt noget, så ring til os. Vi vil også gerne vide, hvor den 6 cm tykke flise kommer fra. Det er ikke sådan en, man lige går med under armen, uddyber Anders Lundegaard.

Betonflisen var cirka 40 x 60 x 6 centimeter tyk og blev kastet ned over den Fynske Motorvej fra Langesøvej, der krydser motorvejen mellem rasteplads Kildebjerg og afkørslen mod Odense V, skriver politiet. Politiet tror, at flisen enten er transporteret til stedet i en bil, på en trailer eller en anden form for køretøj. Den kan også være kørt for eksempel i en trillebør.

Langesøvejbroen, hvorfra flisen blev kastet ned på motorvejen, har hverken til- eller frakørselsramper til motorvejen.

- Flere andre biler kørte ind i flisestumperne, der lå spredt over de to motorvejsspor – dog uden alvorlige skader, lyder det fra ordensmagten. 

Hvis du ved noget, så ring på telefonnummer 114 med det samme. 

 

Følg Dagens Politirapport for flere lignende artikler: