Fynsk forældrepar dømt for vold og mishandling af deres børn gennem 30 år

Skrevet af admin

28/01/2015

Mest læste i dag

En 52-årig kvinde og hendes 53-årige mand fra Langeland er onsdag dømt for vold og mishandling af deres seks børn gennem 30 år, oplyser TV2/Fyn.

Forældrene blev idømt et år og seks måneders fængsel. De seks måneder skal afsones nu, mens det ene år er betinget.

Forældrene blev dømt i samtlige forhold. Der er dog nogle enkle episoder, som, retten ikke mener, der er tilstrækkeligt bevis for, har fundet sted.

Ægteparret skal også betale sagens omkostninger.

Ifølge anklageskriftet er de seks børn, der er født mellem 1982 og 1998, blandt andet blevet slået med flad og knyttet hånd i ansigtet og på kroppen, nevet og sparket igennem årene.

Af anklageskriftet fremgår det også, at familien har boet mange forskellige steder i de år, volden har stået på, deriblandt Nyborg, Kerteminde, Ullerslev, Tranekær og til sidst Langeland.

Da sagen kom frem, beskrev Langeland Kommune den som den værste på øen i 10 år - det tog dem kun fire timer at beslutte at tvangsfjerne familiens to yngste børn, oplyser TV2/Fyn.

Ifølge dommen har begge forældre mishandlet børnene og også overværet mishandlingerne uden at gribe ind.

De er også dømt for mandatsvig mod et af børnene for 270.000 kroner ved at have misbrugt en fuldmagt.

Ægteparret har under hele sagen nægtet sig skyldig.

/ritzau/