Fynsk narkotragedie: 48-årig mand er endnu ikke afhørt

Skrevet af Michael Lauritsen

21/04/2013

Dagens topnyheder

Den 48-årige mand, som også var i huset i Flemløse, hvor den 15-årige Jasmin Lechøtt Christensen torsdag blev fundet død af en overdosis, er endnu ikke afhørt at politiet. Han står til en sigtelse for overtrædelse af loven om euforiserende stoffer, men er fortsat hospitalsindlagt.

Det skriver Fyens.dk.

- Han ligger på sygehuset i øjeblikket. Når sygehuset vurderer, at han er klar til det, vil vi tage stilling til om han skal anholdes, og om han skal i grundlovsforhør, siger leder af afdelingen for personfarlig kriminalitet hos Fyns Politi, Henrik Justesen, til Fyens.dk.

Manden blev kørt på Odense Universitetshospital, efter han havde eksperimenteret med stoffer sammen med den nu afdøde Jasmin Lechøtt Christensen og en 14-årig veninde.

Den 14-årige pige er ligeledes indlagt og meldes uden for livsfare. Hun vil, ifølge Fyens.dk, også blive afhørt af politiet, når sygehuspersonalet vurderer, at hun er klar.

Jasmin Leschøtt Christensen vil blive obduceret mandag. Samtidig tager politiet det næste skridt i efterforskningen, hvor der blandt andet skal kigges nærmere på de spor, der blev sikret i huset, hvor manden og de to piger havde eksperimenteret med stoffer.